Kompetence

Opbygning 3: Kan skrive tekster som overholder de enkelte fags krav til opbygning af tekster

Beskrivelse af øvelsen

Eleverne udarbejder i par opgaver, som læreren bruger i klassens næste matematikaflevering.
Afsat tid til øvelsen: 25 minutter

Eksempel på øvelsen brugt i matematik

Instruktion til eleverne

Hvert par skal vælge en sværhedsgrad (farve) og lave en eller flere opgaver, der svarer til dette niveau.
  • Overvej nøje hvilke faglige kompetencer I vil teste.
  • I skal selv kunne løse opgaverne. Svar og metoder skal angives på bagsiden af papiret.
  • Vigtig pointe:
    Alle sværhedsgrader skal repræsenteres.
    Hvis I vælger at udarbejde grundlæggende opgaver, skal I tænke pædagogik og spredning, så I ikke laver 10 ens opgaver, men sørger for at komme rundt i pensum.

Der udleveres papir i 3 farver, hvor hver farve symboliserer en sværhedsgrad
  • Grønt papir: Lette opgaver, der træner de grundlæggende kompetencer
  • Gult papir: Mellemsvære opgaver, der kombinerer brugen af flere formler.
  • Rødt papir: Svære opgaver, der kræver overblik over hele pensum.

Formativ evaluering og opsamling på opgaven

Læreren sammensætter næste aflevering af de indleverede opgaver. Ved opgaverne angives sværhedsgrad, samt navne på opgavestillerne.

Opgavestillerne er ansvarlige for den efterfølgende tavlegennemgang, hvis dette er nødvendigt.

Kommentarer til forventet fagfagligt udbytte

For at besvare opgaven er eleverne nødt til at kunne overskue og strukturere emnet, således at de vigtigste begreber inden for emnet præsenteres. De skal kunne formulere opgaverne så de enkelte delopgaver kommer i en logisk rækkefølge, og med korrekt brug af fagterminologi.

Kan bruges i

Naturvidenskabelige fag og samfundsfaglige fag

Forfatter

Bente Quorning